20. - 22. AUGUST 2026

Wads
Elektronisk r’n’b møder pop, alternative produktioner og et markant vokalt særpræg
Den danske artist, Wads, bevæger sig i et multifarvet elektronisk r’n’b-univers med plads til både det sårbare, det kantede og det eksperimenterende. Siden 2016 har han været frontfigur i den storhittende duo Phlake, som med sange som Angel Zoo, The Rascal, Pregnant og mere end 250 millioner streams fra fire anmelderroste og prisvindende album, har markeret sig som et af de mest toneangivende navne på den danske pop- og r’n’b-scene.
Parallelt med arbejdet i Phlake har Wads opbygget en stærk kunstnerisk identitet, der nu også udfolder sig i soloprojektet. Her dykker han dybere ned i et personligt og legende udtryk, hvor elektronisk r’n’b møder pop, alternative produktioner og et markant vokalt særpræg. Tematisk kredser musikken om identitet, fremmedgørelse, selvaccept og det at finde styrke i det, der tidligere føltes som svagheder.
Wads har tidligere medvirket på udgivelser med artister som Pil, Benjamin Hav, Dos Santos og Emil Kruse, og hans solomateriale viderefører den eksperimenterende tilgang, som også kendetegner Phlake – blandt andet gennem brugen af pitchede vokaler og karakterer, der trækker tråde til alteregoer kendt fra duoens univers. Musikken skabes i tæt samarbejde med produceren Awinbeh Ayagiba (Jada, Artigeardit m.fl.), hvilket bidrager til et helstøbt og nutidigt lydunivers.
Med soloprojektet træder Wads tydeligere frem som individuel kunstner og historiefortæller, hvor det unikke, det skæve og det ærlige får lov at fylde – både på udgivelser og live, hvor han for første gang står alene på scenen.