20. - 22. AUGUST 2026

When Saints Go Machine
When Saints Go Machine er synonym med kompromisløs, kontrastfyldt og evigt nysgerrig elektronisk musik.
Derfor er det også paradoksalt, at Nikolaj Manuel Vonsild, Jonas Kenton og Silas Moldenhawer, 15 år inde i karrieren, vælger at slukke for deres velkendte maskiner og digitale, teknologiske nysgerrighed for at skabe og forny udgangspunktet og gøre det organisk, håndspillet og åndbart.
”Der er noget magisk ved at opleve noget for første gang. En naivitet, vi ønsker at hylde i skabelsen af de her sange. En kamp for fantasien, for at den forbliver uspoleret og bevarer den kraft, den kræver. Det er de øjeblikke, man udødeliggør, når hænder skaber sammen. En flugt fra det kalkulerede. Et stormløb. En ånd, der forsvarer sig selv.”
When Saints Go Machine’s syvende album, ’Greatest Escape’, er en flugt fra den hyperdigitaliserede virkelighed, vi alle sammen befinder os i. En nødvendig himmelflugt, søgende mod noget mere håndgribeligt og menneskeligt.