BETTE
DANMARKS NYE R'N'B-DARLING
Bette har stormet frem på den danske musikscene siden sin første udgivelse og har manifesteret sig som Danmarks nye R’n’B-darling. Hun har modtaget stor anerkendelse for sin fantastiske musik og blev i 2019 udvalgt som en af VEGA’s Udvalgte og P3’s Uundgåelige for sangen ”Hører Dem Ikke”. Med optrædener på flere af landets store scener og festivaler har Bette allerede bevist, at hun er en kraft, man skal holde øje med.
Hendes seneste single, ”Dopa min”, følger op på selvstændighedshymnen ”Bedre” og fortsætter med at udforske temaer som nyforelskelsens besættelse og den irrationelle logik, der ofte følger med. ”Lidt ucharmerende, lidt cute. En crazy egodans - som en slags besættelse af et andet menneske, der gør de fleste mennesker lidt anmassende. It’s not always pretty,” siger Bette selv om sangen. Med sin legende R’n’B-lyd og nytænkende produktion fortsætter Bette med at udforske.
På årets SPOT-festival stod vi tilfældigvis blandt publikum og ventede på en anden koncert, som vi havde sat på vores "Den skal vi bare høre"-liste. Men så skete det, som musik nogle gange kan – helt uden forventninger blev vi pludselig fanget. Først i fødderne, der bare måtte danse, og så i hjertet, som blev ramt af Bettes charmerende energi og forførende stemme. Lige der vidste vi, at Folkely bare måtte få samme oplevelse som os den eftermiddag i forårssolen i Århus.
Nu får vi den fulde oplevelse med ”Dopa min”, der er klar til at sætte stemningen på Folkely Festival i år. Gør dig klar til en koncert fuld af velspillet pop og R’n’B, hvor Bette tager os med ind i sit univers fyldt med følelser, leg og nysgerrighed.